Det er Rieslingen vi er kommet til Mosel for. Og i dag har vi smagt 29 forskellige flasker Riesling – og så en enkelt Pinot Noir. Sammenlagt har vi kørt godt og vel 100 km langs floden – og vi har besøgt tre vingårde: A.J. Adam i Dhron, Mönchshof i Ürzig og så Melsheimer i Reil.
Vi havde forudbooket ‘weinproben’ hvert sted – og alle steder blev vi mødt af veloplagte vinmagere der gav helt personlige fortællinger om deres vin og den måde den er blevet til på. Ret nørdet, men også interessant.
Hos A.J. Adam mødte vi en vinmand – A.J. himself – der utroligt nok gav os tre kasser af sine helt utrolige vine med hjem til en samlet værdi af næsten 2000 kr., uden at vi fik lov at betale. Han ville sende en regning på et tidspunkt! Her taler vi vel og mærke om en af Mosels allerbedste unge (yngre) producenter.
Hos Mönchhof fik vi lov at smage 12 forskellige flasker der alle blev åbnet for vores skyld – og hørte en spændende historie om en vingård der for nylig var blevet solgt til nogle kinesere, ligesom så meget andet ved Mosel i disse år bliver solgt til kinesere, der vil lære mere om produktion af vin.
Og til sidst hos den økologiske producent Melshiemer, blev vi mødt af hr. Melsheimer Sr. på 75 år, der tog os igennem 10-12 flasker af husets vine og en tur i den 400 år gamle kælder på 2 timer, mens han fortalte anekdoter – på tysk selvfølgelig – om gamle dage og tidernes skiften langs Mosel. Ret utroligt.
Alt i alt en god dag i det vesttyske – og intet under, at vi endte med at købe 66 flasker vin, der nu ligger i bilen og venter på, at blive kørt tilbage til Danmark i morgen kl 8:30.