Canada er vel mest kendt for isnende kulde og kilometer efter kilometer af ufremkommelig vildmark. Så hvis jeg påstår, at det Canada jeg kender, er karakteriseret ved sine vinmarker, sit rå storbymiljø og brandhamrende varme somre, så tror du sikkert, jeg er skør.
Ontario
Det er jeg ikke. Den sydligste del af Ontario, Canadas folkerigeste provins, ligger rundt regnet lige så sydligt som den franske riviera. Det og så fastlandsklimaet giver sol- og varmesikre somre. Og trods de indrømmet ukristeligt kolde vintre, så er solen og varmen i sommermånederne også garant for at vindruerne modnes nogenlunde planmæssigt. Klimaet er i virkeligheden ikke meget forskelligt fra det sydlige Tyskland.
Niagara-on-the-Lake er et oplagt stop på en tur til Toronto og omegn – og udover vandfaldet og alle forlystelserne der ligger ca. 30 kilometer syd for den hyggelige lille by, så er det i NOTL, som byen også kaldes, at du skal smage på den lokale vin. Nærområdet byder på mere end 30 vingårde, der alle byder gæster velkomne til rundture og smagninger.
Orker du ikke et besøg på en vingård, eller er du i virkeligheden ligeglad med, hvordan de laver vin, kan du nøjes med at smage på vinene på en af de mange lokale restauranter. Den lokale vin er ofte billigere end den importerede, og den er i den grad pengene værd. Eller køb en flaske med hjem på værelset enten direkte på gården eller den lokale statskontrollerede LCBO (spiritusforretning).
Vandfaldene er en historie for sig. Byen der omgiver dem, Niagara Falls, er en turistfælde vel nærmest kun overgået af Las Vegas, og frekventeres i stor af både nygifte på bryllupsferie og folk der gerne vil giftes. Herunder bl.a. amerikanske homoseksuelle, der benytter sig af Ontarios noget mere afslappede lovgivning.
Det mest forbavsende er dog det faktum, at vandfaldene ikke skuffer. De er virkeligt imponerende og helt klart et besøg værd. Og stort set ligeså fascinerende er den sky af vanddråber, som indhyller den nederste del af byen, ikke mindst i morgentimerne.
Stratford upon Avon
Efter nogle dage i NOTL kan man sætte kurs mod Stratford, ca. 150 km mod øst. Stratford er kendt for sin årlige Shakespeare Festival, der hver eneste sommer lokker en halv million turister til byen. Det betyder, at den lille by med ca. 30.000 indbyggere midt ude på prærien, har flere tilbud end den i virkeligheden burde.
Toronto
Toronto er samlingspunktet for en lang række mere eller mindre sammenvoksede forstæder og selvstændige byer i det område der kaldes ”The Golden Horseshoe”, et områder, der i alt tæller rundt regnet 8-10 millioner indbyggere. Det gør Greater Toronto, eller Stortoronto som vi ville sige på dansk, til Nordamerikas fjerdestørste by efter Mexico City, New York, og Los Angeles. Kort sagt: Toronto er en kæmpestor og i virkeligheden meget undervurderet by.
I det hele taget er Toronto en by, der er forbavsende rå og slidt, men som også føles udpræget levende og sikker at bevæge sig rundt i. Der er masser af skyskrabere, men du skal ikke langt væk fra centrum før du møder hyggelige beboelseskvarterer med rækkehuse. Det betyder at Toronto også er levende om aftenen. Derudover er det selvfølgelig værd at nævne, at Toronto er hjemby for mere end 100 forskellige nationaliteter, der øjensynligt lever godt sammen. USA og New York er muligvis kendt som en smeltedigel – men Toronto er det i endnu højere grad.
Certificeret Canadaspecialist
Ankerstjerne Rejser er certificeret Canadaspecialist fra den officielle canadiske turistorganisation Destination Canada.
Det betyder bl. a. at vi har en stærk indsigt i Canada som rejsemål og kan tilbyde særlige ture og priser til vores kunder.
Hvis du vil vide mere, så kontakt Christian Ankerstjerne fra Ankerstjerne Rejser på chrankerstjerne@gmail.com eller brug formularen herunder. Vi hjælper med at lave en Canadatur du aldrig glemmer – uanset hvad dine drømme er.