Skal jeg til USA til sommer – og det håber jeg da på, at jeg skal – vil jeg tage køreturen fra Denver i Colorado til Los Angeles i Californien. Det er en tur der er ca 2400 km lang – eller som turen fra København til Brennerpasset og tilbage igen – går gennem 5 stater og tager lige godt tre uger. For der er meget at se på og store oplevelser på tapetet.
Jeg kan ikke komme med en præcis pris, men forvent noget der ligner 20-25.000, – pr voksen, afhængig af hotelvalg og andre ønsker du har til rejsen – fx flere overnatninger, eller færre.
Rejsen kan naturligvis forkortes eller sys om efter din smag og dine ønsker. Men husk: det gælder ikke om at komme hurtigst muligt fra den ene del til anden.
Det oplever du (bl.a.):
- Enestående natur
- 4 Spændende storbyer (Denver, Las Vegas, San Diego og Los Angeles)
- Gamle guldgraverbyer
- Fabelagtige nationalparker
- Rocky Mountains og Stillehavet
- og meget mere!
Denver – 3 overnatninger
Rejsen starter i Københavns lufthavn. Men ferien begynder når I er sluppet igennem tolden i Denvers lufthavn. Min erfaring fra Denver International Airport er, at det er den bedst organiserede lufthavn jeg har oplevet i USA. Turen gennem immigrationen går virkelig som smurt. Det siger ikke så lidt, og gør en del for det gode humør efter en lang flyrejse.
Denver er en af mine yndlingsbyer i USA og den by i USA jeg oftest har besøgt. Byen har en fantastisk beliggenhed i kanten af Rocky Mountains og er et fantastisk sted at komme sig efter en lang flyrejse. Denver kaldes også ‘The Mile High City’ (den ligger ca 1½ km over havoverfladen) og har flest solskinstimer i USA. Måske er det derfor at byen også er kåret til ‘most livable city’ i USA flere gange.
Der er mange hoteller at vælge imellem i Denver. Jeg foreslår, at I bor i Downtown, fx på Westin, der byder på en dejlig udendørs pool og gode værelser til en rimelig pris. Fra hotellet kan I nemt finde gode restauranter, mikrobryggerier og butikker.
Hvis I er heldige, spiller baseball-holdet Colorado Rockies på stadion i gåafstand fra hotellet, mens I er der. Ellers må I nøjes med at besøge et af byens mange museer – og tag også en tur til Red Rocks Amfi teatret, nok en af verdens smukkeste friluftsscener. Har I ikke taget vandreudstyret med hjemmefra er det også i en af Denvers mange friluftsbutikker, at I får styr på de sidste detaljer.
Breckenridge – 2 overnatninger
Efter tre overnatninger i Denvers tynde luft, er I nogenlunde akklimatiserede. Men første dag på landevejen byder blot på ca 130 km til guldgraverbyen Breckenridge.
I Breckenridge indlogeres I på en af de mange gode lodges, der naturligvis har pool. Jeg har selv lagt mig næsten fast på Grand Timber Lodge i udkanten af byen, men din pengepung og dine præferencer afgør hvor I skal bo. For mig er det vigtigt, at man bor tæt – dvs gåafstand – fra butikker og restauranter, men måske vil du hellere bo ude midt i naturen, langt fra alting? Så løser vi det.
I Breckenridge kan du tage gondol-banen op i bjergene, leje cykler eller bare nyde sceneriet fra den den udendørs pool. Det bestemmer du selv.
Telluride – 2 overnatninger
Fra Breckenridge er der ca 400 km til næste stop på ruten. Isolerede og helt fantastiske Telluride. Omgivet af bjergtoppe på tre sider er den gamle mineby er næsten helt afskåret fra omverdenen, og det betyder at der er en helt speciel stemning af nyt og gammelt, slidt og smart.
Du bestemmer selv om du vil bo i et af de gamle hoteller midt i byen, eller på et af de nye hoteller lidt oppe af bjerget. Selv har jeg besluttet mig for https://www.mountainlodgetelluride.com/.
I Telluride skal du igen ud i naturen. Måske har du lyst til at prøve flue-fiskeri eller en tur på hesteryg. Eller også vil du bare slide lidt videre på de nye vandrestøvler.
Bryce Canyon – 2 overnatninger
Turens længste stræk skal køres mellem Telluride og Bryce Canyon – ca 600 km. I forlader Colorado og kører ind i ørkenstaten Utah. Sørg for at komme afsted i god tid, for vejene er snørklede og det tager tid at komme hele vejen.
Ved ankomst indlogerer I jer på et lidt kedeligt Best Western-hotel lige uden for nationalparken. Der er enkelte hoteller inde i parken, men medmindre I er i meget god tid eller meget heldige, er de fuldt booket. Til gengæld er der pool på kæde-hotellet.
Bryce Canyon er noget helt særligt og faktisk nærmest ubeskriveligt. Men tænk røde klippeformationer – søjler – strøet udover et barskt landskab. Det skal opleves – ikke mindst når solen er på vej ned. Læs mere her [på engelsk]: https://www.brycecanyoncountry.com/
Zion National Park – 2 overnatninger
Efter en lang dag i naturen i Bryce Canyon er det blot en kort køretur på ca 130 km til Springdale, den lille ‘by’ der ligger lige udenfor indgangen til Zion National Park
. Zion er om ikke den diametrale modsætning til Bryce Canyon, så i hvert fald meget anderledes. Også her er det afsted for at nyde naturen og de mere end 150 km vandrestier i området.
I bor på et af de mange gode hoteller, fx afslappede Flanigans Inn tæt på indgangen til parken. Bemærk at al indgang til parken foregår i en shuttlebus – man kan ikke køre ind i Zion National Park i egen bil. Derfor er det behageligt at bo nær opsamlingsstedet.
Las Vegas – 2 overnatninger
Efter en række dage i naturen er det blevet tid til noget der overhovedet ikke er naturligt. I skal køre de ca 250 km til syndens by, Las Vegas.
Når I er kommet frem, indlogerer I jer på et af de bedste hoteller i byen, fx The Venetian, og derfra er det bare om at tælle pengene og så opleve det fascinerende spektakel Las Vegas er. Det er larmende, det er kunstigt – og det er utroligt. Det er i den grad byen der aldrig sover, og det skal man opleve.
Om du har lyst til at bruge tiden i Las Vegas på at spille på den enarmede, se et af de mange shows (køb billetter på forhånd), tage en helikoptertur henover Grand Canyon eller køre de 60 km ud til den imponerende Hoover Dam er op til dig.
Palm Springs – 3 overnatninger
Efter to overnatninger i Vegas er de fleste færdige med det. Og man har måske brug for lidt stille afslapning. Palm Springs er det oplagte valg.
Byen ligger ca 400 km syd for Las Vegas – en køretur der leder jer gennem Mojave ørkenen og forbi Joshua Tree National Park. Begge dele er et besøg værd.
Når I når frem til Palm Springs finder i ud af at oasebyen er mere end bare golfbaner og moderne resorts. Der er faktisk en ‘gammel’ del af byen, som er ganske hyggelig – og nogle af de klassiske hoteller, fx Casa Cody, er charmerende og hyggelige, som de ligger der mellem palmerne.
Byen har også en række gode museer – og så er svævebanen op til toppen af bjerget San Jacinto et must. På vej til toppen – ca 1800 meter oppe – kommer man igennem i alt 5 forskellige økosystemer, fra ørken i bunden til alpin skov på toppen. Det svarer til en rejse fra Mexico til Alaska på 10 minutter! På toppen er der restaurant og forskellige vandreruter. Do it!
Men derudover er det vigtigt at udnytte tiden til at slappe helt af inden turen går til de to store byer mod vest.
San Diego – 3 overnatninger
San Diego ligger helt ned til den mexicanske grænse og er en skøn havneby, med en lang række attraktioner. I når den ca 225 kms kørsel fra Palm Springs.
Jeg foreslår at I indlogerer jer på Humphreys Half Moon Inn, der er et dejligt hotel på en lille halvø nær Point Loma. Hotellet ligger tæt på Sea World og den fantastiske Zoologiske Have, der muligvis er verdens bedste.
Vil I hellere bo nærmere centrum, kigger vi på det.
I centrum møder du et overraskende flot gammelt kvarter, Gaslamp Quarter, der er navngivet efter den gasdrevne gadebelysning, der var typisk for mange af de nordamerikanske byer der er fraslutningen af 1800’tallet (Vancouver i Canada har også et gaslamp Quarter). Tidligere var dette kvarter det ældste, mest slidte og snuskede område i San Diego, men nu er det byens absolutte hjerte og ‘gå-ud’-område.
Los Angeles – 3 overnatninger
Ferien slutter i Los Angeles. I skal kun være der tre dage, så jeg anbefaler enten Hollywood eller Santa Monica. Har I ikke været i LA skal I tage til Hollywood. Det er noget særligt. Men har I lyst til strand og Atlanterhav skal I vælge Santa Monica.
I skal også vurdere om I vil besøge Disneyland eller Universal parken? Det er dyrt, men en stor oplevelse for børn og barnlige sjæle. Bestil billetterne hjemmefra!
LA er ikke en by som New York eller for den sags skyld San Diego. 3 dage i LA giver jer kun lige chancen for at dufte til stemningen. Lad være med at bruge tiden på at køre for meget rundt, trafikken er ulidelig og der er langt fra den ene ende af byen til den anden! Bliv så vidt muligt i nærområdet og lær det at kende. Resten af LA må I se næste gang, I kommer.
Er det første gang I er i LA er stjernerne på Hollywood Boulevard simpelthen et must. Har du bare en marginal interesse for biler og amerikansk bilkultur (du er på roadtrip!) er Petersens Automotive Museum opså virkelig et besøg værd. Det er også nu den sidste shopping skal gøres – her er Melrose Avenue eller det store mall nær Farmers Market måske et godt bud?
Hjemtur – 1 overnatning
Efter 3 nætter i LA pakker I bilen og kører til lufthavnen – og dagen efter lander I i Københavns Lufthavn efter 24 dages ferie. Hvornår skal I afsted igen?
Kontakt Ankerstjerne Rejser via nedenstående formular eller ring 2083 8984, hvis du vil høre mere om rejser til USA. Vi kommer gerne med et uforpligtende tilbud, der passer dig.