Efterår i det østlige Canada: Quebec og New Brunswick

Hvert efterår forvandler de nordamerikanske skove sig fra grønt til en overflod af bløde farver i spektret mellem gul og rød.

Det bedste tidspunkt at opleve det på, er fra ca den 20. september til ca den 15. oktober.

Ankerstjerne Rejser har sammensat en skøn tur, der leder dig igennem noget af verdens flotteste natur på ca 14 dage. Turen kan naturligvis udvides og flyttes afhængig af hvad man gerne vil opleve, men i denne omgang sætter jeg fokus på naturoplevelserne.

Jeg bruger Quebec som udgangspunkt for rejsen og af prismæssige hensyn flyver I både ind og ud af Quebec Lufthavn. Jeg har ikke sat pris på turen, men spørg til det så regner jeg en pris ud som passer til dine ønsker – og pengepung.

Dag 1: Rejsedag og Île-d’Orléans

Efterår i Ste Petronille. Billede: Paul Fleming/Region de Quebec

Afgang fra Københavns Lufthavn midt på dagen og lander I i Quebec lufthavn sidst på eftermiddagen efter en mellemlanding i Montreal.

Herefter skal I afhente lejebil og køre de blot 30 km til Île-d’Orléans, en smuk ø lige uden for Quebec.

Île-d’Orléans er Quebecs spisekammer og øen byder på æbletræer, vinmarker og derudover en helt fantastisk udsigt udover St Lawrence floden og ind mod Quebec by.

Øen er rundt regnet på størrelse med Møn og huser ca 7000 indbyggere, heraf langt de fleste primært fransktalende. Husk at der er gode point at hente på at forsøge sig med det franske – og de lokale skal nok hjælpe jer, når de finder ud af, at I ikke er canadiere!

I har en hel dag på øen. Jeg foreslår, at I fx besøger en vingård og et par af de meget hyggelige små franske byer på øen – og selvfølgelig prøver det canadiske svar på traditionel fransk mad!

I bor fx på Auberge La Goéliche i Ste Petronille, et rigtigt godt hyggeligt hotel i engelsk landstil med udsigt over floden. Hotellet har også en fremragende bistro.

Se mere om hotellet her: https://www.goeliche.ca/en 

Dag 3: Saguenay-Lac-Saint-Jean

Fra Île-d’Orléans går turen de ca 230 kilometer gennem det bjergrige landskab til Chicoutimi, en mindre by tæt på Rivere de Saguenay (Nordamerikas eneste fjord) og Lac St Jean, en stor smuk indlandssø.

Parc National Jaques Cartier. Billede Yann Arthus Bertrand

På vejen derop krydser I to naturparker: Parc National de la Jacques-Cartier og Réserve Faunique des Laurentides. Begge er et besøg værd, men vælg Jacques Cartier-parken, hvis I kun har mod på en park på en dag. Parkens hovedattraktion er dalen der omgiver Jacques-Cartier-floden. Find på forhånd en vandrerute der passer til jeres ambitioner.

Ved ankomst i Chicoutimi indlogerer I jer fx på Gite du Haut Arbres (https://www.giteduhautdesarbres.com/), et fantastisk hotel lidt uden for byen med en enestående beliggenhed med udsigt over fjorden.

Hotellet og Saguenay danner udgangspunkt for de næste par dages oplevelser med fx sejlture på fjorden eller søen, hvalsafari, vandreture og endnu mere god fransk mad.

Dag 6: Caraquet

Efter 2 hele dage går turen nu videre. Helt tilbage til dengang europæerne sejlede over Atlanten til Nordamerika. For i det 17 århundrede udvandrede de franske acadiere til især Canada, hvor de grundlagde en lang række byer og befæstelser, hvoraf den største er Quebec.

Caraquet. Billede New Brunswick Tourism

I forlader Quebec og kører til New Brunswick, en lidt overset canadisk provins på grænsen mellem den fransk- og engelsktalende befolkning. På en acadianske halvø finder I en lang række hyggelige kystbyer – I slår jer ned i Acadias kulturelle hovedstad Caraquet, der blev grundlagt i 1757. I Caraquet taler man både fransk og engelsk.

Køreturen er ca 600 km lang og byder på en 90 minutter lang færgetur over St Lawrence floden så kom afsted hjemmefra i god tid. Ved ankomst indlogerer I jer fx på det statelige Hotel Paulin: https://hotelpaulin.ca/ nær havnen.

Herfra kan I opleve området og afhængig af vejret evt tage ud at sejle eller vandre i den skønne natur.

Dag 8: Alma/Bay of Fundy

Fra Caraquet er der ca 330km til Alma, en meget lille by lige ved indkørslen til Fundy National Park.

På vejen krydser i Moncton – New Brunswicks næststørste by med ca 70.000 indbyggere og Hopewell Rocks Provincial Park, et helt enestående naturområde ned til Bay of Fundy, hvor man kan opleve verdens største forskel mellem ebbe og flod. Selvom det er en lille omvej skal I simpelthen besøge Hopewell Rocks.

Fundy National Park. Billede: New Brunswick Tourism

I Alma bor I fx på Parkland Village Inn (https://www.parklandvillageinn.com) en enkelt nat.

Alma er ikke Canadas mest spændende by, men byder på mange forskellige restauranter og lidt af et leben i højsæsonen. Det er også et godt sted at følge med i den enorme forskel der mellem flod og ebbe. Således bliver den lille havn fuldstændig tømt for vand under lavvande og skibene står på bunden af havnebassinet.

Dag 9: Fundy National Park og St Andrews

Efter en god nats søvn i Alma er det tid til at se Fundy National Park. I kører ind i parken samtidig med, at I forlader Alma i Sydgående retning. Det koster ca 60 kr for en bil.

Besøg besøgscentret kort efter indgangen og brug derefter nogle timer i parken – fx gå turen til Dickson Falls.

Fra Alma er der ca 235 km til St Andrews, en hyggelig lille havneby helt tæt på grænsen til USA. 

På vejen kommer I igennem Saint John, tidligere News Brunswicks væsentligste by men nu en lidt slidt havneby med ca 70.000 indbyggere. Byen er faktisk ganske spændende, og byder på både gode spisesteder og interessante museer.

Brug fx fridagen i St Andrews på en hvalsafari eller smut indover grænsen til Maine, USA (husk rejsepapirer).

Quebec (Photo/Steve Deschenes)

Dag 11: Quebec

Efter to overnatninger i St Andrews står I igen tidligt op og kører de 670 km tilbage til Quebec gennem store skove og forbi endnu en nationalpark, Le parc national du Lac-Témiscouata, som I kan overveje at køre ind forbi.

Ved ankomst til Quebec indlogerer I jer fx på Hôtel du Vieux-Québec i centrum, tæt på alle seværdighederne, restauranterne og butikkerne. Så afleverer I bilen og har derefter et par dage i Canadas og hele Nordamerikas med afstand hyggeligste storby.

Det er ikke mindst Vieux-Quebec, både neden for og oppe på bakken der er interessante for turister.

Dag 14: Hjemrejse

I rejser fra Canada om eftermiddagen og næste morgen (dag 15) lander I igen i København.